Mit liv i ægteskab

Man plejer at sige på godt og ondt for uanset hvor ondt det har været har der selvfølgelig også været gode tiden og her især med børnene

Jeg blev jo gift som 18-årig og føler faktisk at jeg altid har været gift og ikke kender til andet

Min drøm var jo at skulle have et ægteskab som mine forældre, men det blev det langt fra. Jeg kæmpede en masse kampe for at bevare ægteskabet og for at få et godt ægteskab, men måtte efter nogle år anerkende at mit ægteskab var en fiasko

Nu var det bare at jeg blev gift ung og derfor åbenbart let at forme og fratage mig min identitet. Min stædighed, hidsighed og viljen til selv at bestemme og gøre ting på min måde var heldigvis så indgroet fra barnsben af at det kunne ægtefællen ikke ændre på

Desværre var der kommet børn til at de led jo også under min dumhed til at forblive i ægteskabet. Jeg skulle have forskånet dem for de oplevelser og det fortryder jeg den dag i dag jeg ikke gjorde. På den anden side så havde jeg ikke fået de 4 dejlige børn, hvis jeg var gå efter den første, blev født

Jeg havde nok fået andre børn, men var det blevet bedre…

Det er umuligt at sige om det ville være bedre at lade sig skille, men et jeg næsten er sikker på, er at det næste ægteskab ikke ville have været bedre, da jeg jo stadig var ung og intet havde lært fra det ægteskab

Jeg havde nemlig flere ting som jeg selv skulle have bearbejdet inden jeg skulle have været gift og det vidste jeg ikke dengang

Når der er børn i et ægteskab som er voldeligt både fysisk og psykisk, så vil man gerne væk, men man tænker mest på hvordan man skal kunne få ens børn med og langt væk. Danmark er jo ikke ret stor og tage til mine forældre ville jeg jo nok for de ville aldrig sige nej til at have mig og børnene. Det første en voldelig mand nok vil tage til ville være ens forældre, når han vidste at man havde et godt forhold til dem, så derfor var det noget jeg ikke kunne tilbyde mine forældre

Det tog mig flere år at finde ud af hvad jeg skulle. Jeg klarede mig ved at kigge mig over skuldrene og høre nøje efter hvordan manden havde det og hvad han sagde. Det var som at leve i en mafia/gangster tilværelse. Hele tiden se til alle sider og være på vagt. Især når der var optræk til at det skulle gå ud over børnene, prøvede jeg aflede mandens opmærksomhed, så det var mig det gik ud over

En dag blev jeg klar over at jeg havde kørt det så langt ud at næste skridt ville være at blive psykisk syg og dermed miste børnene til deres far. Hver gang manden gik, så hang jeg konstant med hovedet ud af vinduet for at få luft, men intet hjalp andet end få sekunder

Nu var tiden inde jeg kunne ikke udskyde det længere og der skulle gøres noget her og nu, så jeg kunne få rettet mig selv op og dermed kunne hjælpe børnene

Løsningen kom sommeren 1993, hvor vi delvis flyttede fra manden og herfra gik det langsomt fremad både for mig og børnene. Børnene og jeg flyttede helt og holdent fra manden i 1995, men det startede en ny omgang, hvor manden truede med at finde os og slå os ihjel. Vi flygtede, men det var desværre en tilværelse som kunne hjælpe børnene ret meget eller måske slet ikke. Dog varede det kun 3 måneder og vi kunne nu prøve at skabe os et stabilt hjem, men lige frem stabilt hjem blev det kun i den forstand at vi fik en lejlighed, men måtte stadig holde øje med om der var nogle som kunne finde på at slå os ihjel

Børnene begyndte at gå i skole igen og langsomt blev det normalt, men normalt blev det desværre aldrig fordi jeg selv ikke havde styr på mig selv og var oven på. Jeg prøvede så godt som muligt at gøre så vi ikke blev truet på livet ved at gifte mig med en mand som viste sig at være meget dygtig til kampsport, men desværre viste sig også at være alkoholiker, så et normalt liv var umuligt

Den slags går ikke hånd i hånd, så efter ca. 2-3 år måtte jeg og børnene igen starte forfra i håb om at det ville blive bedre. Børnene var efterhånden så store at de startede med at bo for dem selv, men der var stadig mere der skulle repareres

Jeg nåede at leve sammen med en som åbenbart også kun var ude på at snyde mig og heldigvis blev vi aldrig gift trods hans anstrengelser

Mit 23 år lange voldelige ægteskab med børnenes far har drevet mig ud i at jeg måtte have en førtidspension for at overleve og heldigvis fik jeg den. Det værste ved ægteskabet var at ingen kunne se hvor dårlig og voldelig manden var ud over mine forældre. Årsagen var den at han var utrolig dygtig til at spille den søde, rare ægtemand og familiefar når nogen så på, men det de ikke så var i den tid udførte han psykisk vold for så bagefter når ingen så det gå over i den fysiske vold

Så ægteskab nej tak for det egner jeg mig ikke til